Søndag formiddag for børn
Når du kommer til gudstjeneste får du et skilt med dit navn og hvilken gruppe du hører med til. Om du er i Bamsebanden eller én af grupperne i værkstedet.
Bamsebanden er for børn op til 4 år
Når prædikenen begynder går vi ud i et andet lokale, hvor vi begynder med at vække bamse Gabriel som siger goddag til alle børnene. Så hører vi en fortælling fra bibelen, synger og leger og får en lille forfriskning. Nogle gange laver vi også en lille ting til at tage med hjem.
Værkstedet er for børn i alderen 4 år, til og med dem som går i 3. klasse.
Alle menighedens børn er opdelt i grupper med hver deres gruppeleder. Hvis du er på besøg i kirken er du meget velkommen til at deltage i en gruppe. Og du kan tage mor eller far med de første gange, hvis du ikke vil være der alene.
Du er med til første del af gudstjenesten, indtil der bliver sagt at nu åbner Værkstedet. Her leger vi, lytter til undervisning, lærer bibelvers og taler sammen om det vi har hørt, og hvad det betyder i vores hverdag. Vi vil også bede for og med hinanden. Når prædikenen er slut, går vi ind til de voksne i kirkesalen igen.
Juniorzone er for børn i 4. - 6. klasse
Vi begynder i kirkesalen sammen med alle de andre og går ud, når det bliver sagt at der er Juniorzone. Her bestemmer lykkehjulet både hvilken vits vi skal høre, hvilken leg vi skal lege og om det er raske riskiks eller chokerende chokoladekiks vi skal have at spise. Vi hører også om et emne fra bibelen og ber´ sammen. Ind imellem er der legesøndag hvor vi spiller spil eller er aktive med boldspil eller konkurrencer.
