Beskrivelse Gi en hånd

”Gi en hånd” er Silkeborg Oasekirkes sociale arbejde. Vi har siden 2007 tilbudt hjælp til vanskeligt stillede enlige forældre og andre udsatte blandt andet med støtte fra socialministeriets Tips- og Lottomidler.

Vores to hovedtilbud er praktisk hjælp og netværk. Engagerede frivillige gør det muligt at tilbyde hjælpen. Samtidig er det også en pointe, at modtageren af hjælp også selv bliver i stand til at hjælpe andre på forskellig vis.

Vi har ikke faste kriterier for, hvem der kan tage del i tilbuddene. Nogle er arbejdsløse, langtidssygemeldte eller i en psykisk presset situation, men alle, der føler behov for hjælp, er velkomne til at henvende sig. Børn er også en vigtig målgruppe for os.

Man kan gøre brug af tilbuddene under ”Gi en hånd” uden at tage del i Silkeborg Oasekirkes øvrige liv. Man er dog meget velkommen til også at deltage i gudstjenester og andre af kirkens aktiviteter.

Vi tilbyder hjælp og netværk inden for følgende områder:

Praktisk hjælp
Vi tilbyder gratis og uforpligtende praktisk hjælp til vanskeligt stillede. Hjælpen kan for eksempel bestå i oprydning, rengøring, havearbejde, tøjvask, småreparationer, ophængning af forskellige ting eller flytning i Silkeborg.

Fællesspisning og café
Vi indbyder jævnligt til fællesspisning eller caféarrangementer, hvor der er mulighed for at få en snak, og hvor der er aktiviteter for børnene. Se her hvornår der næste gang er fællesspisning.

Ud i det blå
Af og til har vi en udflugt på programmet. Det kan være en fisketur, en kanotur på Gudenåen, en vandretur til Troldehøj eller en sommerdag på landet. Turene er for både voksne og børn.

Besøgsvenner
Nogle af vores frivillige stiller sig til rådighed som besøgsven eller samtalepartner. Du har måske brug for at få udvidet dit netværk. Det kan være, der er nogle ting, du gerne vil vende med en anden, eller måske har du bare behov for børnepasning af og til.

Økonomisk rådgivning
Er økonomien af den ene eller anden grund blevet tung og uoverskuelig? Vi tilbyder kvalificeret hjælp til at få et overblik og rådgivning omkring, hvad der eventuelt kan gøres for at rette op på den.

Rådgivning og samtalegrupper
Mange kommer ud for i kortere eller længere tid at sidde fast og føle, at livet er gået i hårdknude. Vi tilbyder gratis individuelle samtaler med en psykoterapeut og samtalegrupper med forskellige temaer – for eksempel om det at være teenageforælder.

Julepakker
Hvert år op til jul deler vi pakker med julemad ud til værdigt trængende. Det kan være enlige forsørgere, men også andre, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Der annonceres i Ekstraposten omkring midten af november.

Juleaften
Hvert år holder vi traditionel dansk juleaften i Arena Centret, hvor alle, der mangler et sted at fejre jul, er velkomne. Aftenen byder på julemiddag, julesalmer og oplæsning af juleevangeliet omkring træet efterfulgt af juleknas og hygge. Festen er for både børn og voksne.

Kalender



Søg på sitet